Kender du det?

Vi er en glad lille familie. Ikke overvældende rig, og med alle de problemer og udfordringer moderne familier har. Vi har hvad der skal til og forsøger at prioriterer og leve efter vores egne værdier, mens vi videregiver det vi synes vores dejlige unge skal have med i sin mentale rygsæk.

Hun er 9 år gammel, og udadvendt, velopdragen, kærlig – og lige på kanten til at blive teenager. Jeg tror man har en term der hedder tweenie der beskriver tilstanden når hormonerne ikke helt er begyndt at koge over, men småsimrer lige så stille.

Det, og så at vi ikke længere bare kan bestemme over hende. Hun er et frit menneske der lige så stille begynder at ville tage flere og flere beslutninger selv. Hun har håb og drømme der ikke nødvendigvis er de samme som vores. Vi skal lære at leve sammen med hinanden.

Og så lige pludselig eksploderer det hele og gulvtæppet bliver revet væk under den lykkelige enhed. Lillepigen er træt og nægter pure at rydde op på sit værelse (noge t hun fast gør om lørdagen inden udbetaling af lommepenge, men som hun har fået lov til at vente med, fordi en meget, meget vigtig veninde pludselig kunne lege). Og far (og især mor) kunne ikke lige håndtere det med overskud og ro som ville have været den logiske, pædagogiske måde at håndtere det på. Så pludselig er familien i oprør og alle opfører sg som om de er 5 år gamle……

Kender du det?

Jeg ved at der kommer til at være mange flere konflikter som denne. Jeg har læst artikler og blogs om emnet på internettet med min superhurtige bredbånd fra se.dk Og alligevel kommer det bag på mig hvor opslidende konflikterne er. Jeg glæder mig over at vi kommer nogenlunde ignnem dem og lærer at bliver venner igen bagefter, men jeg synes det ere svært. Ved ikke helt hvilket ben jeg skal stå på. Det hjælper mig altid når jeg ved hvad jeg vil have ud af konflikterne. Jeg harr læst flere bøger om emnet.

Dit kompetente barn, de kompetente voksne, lad dit barn være i fred og hvad ved jeg. Selvfølgelig skal hun være lykkelig, glad, stær – men også tilpasset og lære at følge reglerne – og gøre oprør.

Da jeg var barn

Da jeg var barn fik vi meget mere motion end dagens unge. Det er i hvert fald sådan jeg selv husker det. Om det skyldes at vi ikke havde lige så mange muligheder for elektronisk underholdning det ved jeg ikke, men vi brugte i hvert fald mange timer udendørs.

Ofte startede vi med at aftale weekendens planer i skolefrikvarteret. Sådan noget er jo gerne nemmere når alle dem man vil lege med er til stede. Alternativet ville jo være at ringe rundt og det var knapt så nemt dengang telefonsvareren var den hotteste opfindelse. Der skulle altså lidt tålmodighed til at få stablet et større arrangement på benene.

Udendørs

Det lykkedes dog gerne og udover at vi for eksempel legede krig, så har vi også klatret i en del træer og bygget mange huler. Jeg husker træerne som helt vildt høje, nærmest som at bestige et højhus, for børn virker tingene jo nok også større. Selvom vi klatrede højt op, så var det sjældent at vi kom til skade og vores forældre var nok heller ikke så pylrede. Lidt jod og et plaster på og så var den skramme klaret. Vi spillede også en del fodbold på det nærliggende grønne område, noget der sikkert har givet god motion. Vi boede ved en vendeplads og den var så dejligt stor at den både kunne bruges til fodbold, tennis og rulleskøjtehockey hvor vi selv havde bygget målene.

Da jeg var barn

Indendørs

Nu lyder det jo næsten som idyl a la Morten Korch men vi var selvfølgelig også indendørs. Det var ikke nødvendigvis vejret som afgjorde om vi var ude eller inde, det var nok mere hvad stemningen lige var til. Dengang var der ikke leveret hurtigt fibernet fra se.dk, så når vi skulle spille mod hinanden mødtes vi gerne hos en af os. Utallige er de kampe i Sensible Soccer som er blevet udkæmpet blandt en gruppe på 6-8 venner, godt klemt sammen i et ikke særligt stort værelse. De trætte spillere blev godt fyldt op med sodavand og chips mens de lå spredt på sofaen, gulvet, sækkestole og hvor vi nu ellers kunne klemme os ind.

Vandskrække mig

Vandskrække mig

Det er mange år siden jeg har været i svømmehallen, og det er der en rigtig god grunDad til. Jeg er det man da jeg var barn kaldte vandskræk. Jeg ved hvorfor, jeg kan huske episoden, jeg ved at det er irrationelt – og alligevel er jeg skrækslagen fro at gå i vandet. Vi har været på ferie i mange lande med skønne strande – men jeg har altid holdt mig inde på land, for jeg skal ikke nyde noget. 

Bjørn ved hvordan det hænger sammen – jeg har forlængst forklaret ham om dengang mine storebrødre smed i havnen og holdt mig nede. Det var kun for sjov – og de har senere undskyldt mange gange – men skaden var sket – jeg er rædsselslagen for at drukne.

Da vi begyndte at få børn blev det noget mere besværligt. Det var vigtigt for mig ikke at pådutte dem min fobi, men da de var små var jeg næsten grædefærdig når jeg bare skulle soppe med dem i vandkanten. Bjørn vidste hvordan jeg havde det, og hjalp mig med altid at tage opgaven når han kunne. Han er en rigtig vandhund.

Så min lille familie voksede sig større og større, og ingen vidste rigtig at jeg var bange for vand. Det var som sådan ikke en hemmelighed, men bare noget vi ligesom ikke talte om. Da Evelyn, min dejlige datter blev 10 år stod det usandsynligt klart at hun var født til at svømme. Hun elskede det våde element, og udviklede sig i lyntempo til en lovende konkurrencesvømmer.

Hun begyndte også at blive mere og mere nysgerrig, brugte vores ps og bredbånd fra se.dk på egen hånd og blev rigtig dygtig til informationssøgning. Hun fandt frem til alle vore gamle familealbum som min mor og jeg i fællesskab har lagt op på Facebook – og nu begyndte hun at stille spørgsmål. Ubehagelige spørgsmål synes jeg. “Hvordan kan det være mor, at du aldrig er fotograferet i vandet på nogen som helst billeder”?

Jeg besluttede mig i præcis det øjeblik, for at nu kunne det være nok. Jeg VILLE lære at være tryg ved vandet, og nyde fremtidige ferier fuldt ud. Ingenting skal få lov til at skræmme mig mere.